Tirsdag den 6. november åbner Sjølundkirken i Næstved et nyt familienetværk drevet af frivillige. Familienetværket er et tilbud til familier og enlige, hvor for eksempel arbejdsløshed, sygdom, dødsfald eller skilsmisse har gjort kraftigt indhug i de voksnes personlige ressourcer. Der kan være mange årsager til, at overskuddet forsvinder. Familienetværket er et pusterum midt i hverdagens mange krav og en mulighed for at være sammen med andre mennesker i lignende situationer.

Erfaringer fra lignende familienetværk landet over viser, at ofte knyttes der bånd, der også trækkes i gennem hele ugen, ikke kun til de faste arrangementer. Relationerne er med til at bryde isolation. Selv om det kan være svært at forstå og løse andres problemer, hjælper det ofte på livsmodet at snakke om dem med nogen, der forstår. I løbet af ugen holder gruppen kontakt med hinanden, hvis der er behov for eller ønske om det.

– Vi starter familienetværket, fordi vi gerne vil skabe et pusterum for mennesker, som har det svært, eller som bare gerne vil møde andre mennesker. Vi tænker familienetværket som en udvidet familie og et sted, man kan føle sig hjemme, siger Thomas Andersson, koordinator for familienetværket og præst i Sjølundkirken.

Hver anden tirsdag i ulige uger er der netværksaften, hvor alle er velkomne. Aftenerne begynder klokken 17, hvorefter der er forskellige aktiviteter. Det kan være alt lige fra foredrag og kreative indslag til selskabslege og caféhygge. Derefter serveres der et gratis, varmt aftensmåltid, inden aftenen slutter med et kort inspirationsord og eventuelt korte samtaler. Det er børnevenlige aftener, og derfor slutter programmet også klokken 19.30.

Familienetværket kræver ikke medlemskab, og det begrænser sig ikke til de arrangementer, der står skrevet i kalenderen. I en lukket facebookgruppe kan deltagerne dele både gode og dårlige oplevelser, opmuntre hinanden, grine og græde sammen – så længe man husker, at hensigten med netværket netop er at komme ud og møde mennesker og se dem i øjnene.

Nogle ting i livet er tungere eller mere komplicerede, og der er behov for reel rådgivning eller hjælp til at komme over en særlig forhindring. Det vil gruppen også gerne hjælpe med. Det er muligt at bestille tid til en samtale under fire øjne, og der er selvfølgelig tavshedspligt. Hvis der opstår problemer, som de ikke har kompetencer til at håndtere, hjælper de med kontakten til de rette aktører. De stiller også gerne op som bisidder ved samtaler med offentlige instanser.

For yderligere information om familienetværket, kan Thomas Andersson kontaktes på telefon 29 82 31 92 eller via e-mail til familienetvaerk@sjoelundkirken.dk.

Præst i Sjølundkirken, Thomas Andersson, er netop også blevet koordinator for kirkens familienetværk, der skal hjælpe familier og enlige med mangel på overskud i hverdagen. Foto: Thomas Andersson