Sidste nyt: Michelle Birkballe er en ener – især når hun står på en scene sammen med Rock Nalle. Og Næstved er så heldige at det netop ham, hun inviterer med, når hun gæster Ny Ridehus den 1. marts.

Der er flere generationer mellem Michelle Birkballe og Rock Nalle. Men musikalsk er de hinadens nærmeste, og slægtskabet mellem dem er tydeligst når de giver sig i kast med de sorte amerikanske musikgenrer rock’n’roll, soul og blues.

Det bliver efter al sandsynlighed også sidste gang, at man kan opleve 76 årige Rock Nalle med stort band – stemmen er på toppen, men kroppen er slidt efter et langt og hårdt levet liv.

Som Michelle siger “dette er også en hyldest til Nalle – det har han sgu fortjent! Jeg har samlet et hold af musikere, der har spillet med ham igennem tiden og som virkelig mestrer lige præcis denne genre. Det bliver ikke bedre, så I kan godt glæde jer! Det er once in a lifetime”.

Den 38-årige bluesmusiker Michelle Birkballe er netop nu aktuel med det selvbetitlede og datosatte album “Michelle Birkballe 2018”. Og i klassisk Birkballe-stil er det optaget live, på to dage i hendes trommeslagers lagerhal. En let og nærværende løsning for en musiker der oftest har rigeligt med udfordringer og bekymringer i sit liv.

Det kan høres i hendes sange som er fuld af inspiration fra hendes forliste forhold. Michelle har ikke noget problem med at dele sig selv og sit privatliv, hvilket alle der har været til koncerter med bluesrockeren kan bevidne.

Vil du opleve de to musikalske giganter i Ny Ridehus den 1. marts? Så køb din billet allerede i dag. Du finder dem selvfølgelig på billetkontoret på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvortil du kan ringe i forvejen og reservere på tlf. 5588 3950, eller på www.gkkultur.billetten.dk