Hjælp ørrederne i Hulebækken med at blive til endnu flere. Lørdag den 9. juni skal der lægges 10 kubikmeter gydegrus ud i et lille tilløb til Hulebækken, så ørrederne har gode gydesteder, og det er der brug for gode kræfter og skovle til.

Det skriver Næstved Kommune til Dit Næstved.

På lørdag den 9. juni kan alle være med til at gøre noget godt for fiskene i et lille tilløb til Hulebækken, der løber ud i Præstø Fjord.

Næstved Kommune, lodsejere og Den Sjællandske Grusbande, der er et samarbejde mellem Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund, er nemlig gået sammen om lave gydebanker i tilløbet, sådan at de ørreder, der er i bækken, kan blive til endnu flere.

“Det er første gang, at vi gør noget i det her tilløb til Hulebækken, men det kan blive et rigtig godt vandløb, fordi der løber vand til hele året. Det gør, at ørrederne kan overleve, og når vi lægger de her grusbunker – gydebanker – så er det med til at sikre, at ørrederne har et sted at yngle til vinter.

Det er en forholdsvis lille indsats for det store resultat det er ved at øge ørredbestanden,” fortæller Jacob Hald, der er vandløbsmedarbejder i Næstved Kommune.

Grusbandemedlem udlægger gydegrus – her i Rønnebækken. Foto: Næstved Kommune.

10 kubikmeter gydegrus
Udlægningen af gydebanker betyder helt konkret, at 10 kubikmeter gydegrus skal lægges ud i det lille vandløb, som har potentiale som et fint gyde- og opvækstområde for ørreder.

“Vi skulle egentlig have lagt gruset ud i efteråret, men det regnede og regnede, så vi kunne ikke kunne komme til vandløbet med materialet, fordi jorden var for våd. Lodsejeren var så venlig at køre gruset ned til kanten af vandløbet i vinter, hvor der var frost i jorden, så nu kan vi endelig komme i gang,” lyder det fra Jacob Hald.

Alle er velkomne til at hjælpe til med at lægge gydebankerne. Det sker lørdag den 9. juni kl. 11.11. Mødestedet er Hovedvejen 105, 4733 Tappernøje, hvorfra der er ca. 300 m gang ned til vandløbet.

Tilmelding til arrangementet sker ved at sende en mail til grusbandeleder Rune Hylby på hylby@mail.dk, eller en sms på tlf. 2536 4280. Du kan også melde dig via kommentarfeltet, på Grusbandens facebook-side med adressen: https://www.facebook.com/groups/Grusbanden/.

Du skal blot medbringe skovl, eventuelt en trillebør og så dit gode humør.