Kufferten er fyldt til bristepunktet med cykeldæk, sæbebobler, selvlysende maling, limpistoler, glimmer og glitter. Torsdag den 31. maj drager Billedskolen Storstrøm og kunsthallen Rønnebæksholm vestpå til Egeskov Slot på Fyn, hvor musik- og kunstfestivalen Heartland slår dørene op for 3. år i træk.

Fotograf: Steen Knarberg.

Det skriver Rønnebæksholm til Dit Næstved.

I år er Rønnebæksholm og Billedskolen Storstrøm, sammen med Børn i Byen, blevet partnere med Hjerteland, der er festivalens eksperimenterende børneområde.

“Vi glæder os rigtig meget”, siger leder af Rønnebæksholm Dina Vester Feilberg, og fortsætter:

“Vi har en stærk billedskole i regionen, og det er jo skønt, at andre mener det samme, og gerne vil have Rønnebæksholm og Billedskolen Storstrøm til at skabe kunstworkshops andre steder i landet”.

Når Billedskolen og Kunsthallen rykker ind på Heartland er det for at give festivalens børn en god billedkunstoplevelse, dele ud af projekterne og vise nogle af de kulturelle tilbud, man kan finde i vores region.

De besøgende børn kan bl.a. glæde sig til at køre store dæk og cykelhjul rundt i maling, eksperimentere med farvede sæbebobler i boblelaboratoriet, være med til at lave historier om den lille sommerdrømmer Stella, vikle sig ind i garnlabyrinten og lave små ækle kryb med vinger og glimmer i kriblekrableværkstedet.

Billedskolen Storstrøm er regionens fælles billedskole, som er skabt i et samarbejde mellem Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Faxe og Stevns Kommuner. Her kan børn fra alle kommuner slippe kreativiteten løs, eksperimentere og dygtiggøre sig i fritiden. Kunsthallen Rønnebæksholm i Næstved har ligeledes stor erfaring med at lave kreative læringsforløb for børn og unge.

Hjerteland er en magisk minifestival i Heartland for børn og barnlige sjæle, hvor du kan blive udfordret, inspireret og underholdt i et sandt slaraffenland af MUSIK, SNAK, MAD, KUNST og masser af OVERRASKELSER i et barnligt og anderledes perspektiv.

I Hjerteland slippes magien, legen og fantasien fri i et forunderligt univers med masser af aktiviteter, workshops og muligheder. Alt kan ske i Egeskovs medrivende omgivelser, og alle kan være med til at finde på, opleve og gå på opdagelse.

På Hjertelandscenen vil man kunne opleve ærlige og ustyrlige snakke/talks mellem børnene og voksne med helt særlige passioner, fagligheder og viden. Der vil være koncerter og musikalske oplevelser for både de små og større børn, og du vil kunne deltage i en række workshops og aktiviteter.