En stor undersøgelse fra Næstved Kommune skal kortlægge, hvad borgerne bruger deres fritid til. Resultatet skal Kultur- og Demokratiudvalget bruge til at beslutte, hvordan kultur- og idrætspengene skal fordeles de næste 8 – 10 år. 

Det skriver Næstved Kommune til Dit Næstved.

Lige efter påske, i starten af april, dumper der et spørgeskema fra Næstved Kommune ind i 8.000 borgeres digitale postkasse.

Kommunen vil nemlig gerne vide mere om den enkelte borgers interesser og brug af tilbud inden for kultur, fritid og idræt. Også børn på kommunens folkeskoler bliver spurgt i løbet af april.

Borgerne bliver spurgt, fordi Kultur- og Demokratiudvalget skal bruge resultaterne fra undersøgelsen, når de skal lægge planer og træffe beslutninger om, hvad de vil satse på i de kommende 8-10 år.

“Rigtig mange frivillige rundt omkring i idræts- og andre foreninger lægger tid og energi i et væld af forskellige tilbud. Mange aktiviteter får jo tilskud eller er helt betalt af kommunen, dvs. af borgerne selv, der betaler over skatten. Men er det godt nok? Hvad mangler der? Kan vi bruge pengene bedre?

Vi lavede samme slags undersøgelse i 2009. Her så vi bl.a. et stort ønske om mere moderne svømmefaciliteter. Og det planlagde vi så efter, selvom vi jo desværre ikke er helt i mål med at opfylde det ønske endnu,” fortæller Linda Frederiksen, formand for kommunens Kultur- og Demokratiudvalg.

Udvalget ser frem til at få kortlagt, om det, der var populært for 9 år siden, fortsat er populært. Er der kommet nye interesser til, som kræver nye investeringer? Er der forskel på lokalområderne, når det kommer til fritids- og idrætsinteresser? Hvad skal udvalget satse på – også på den lange bane?

“Jeg kan kun opfordre til, at man udfylder skemaet, hvis man får det tilsendt. Vi har brug for borgernes hjælp til at give os politikere viden om, hvad børn og voksne i Næstved Kommune rent faktisk bruger deres fritid til, så vi kan træffe beslutninger og skabe udvikling på et godt grundlag,” afslutter Linda Frederiksen.

Om undersøgelsen 
Undersøgelsen laves af Næstved Kommune i samarbejde med Syddansk Universitet, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC). Undersøgelsen er en opfølgning på en tilsvarende undersøgelse, der blev foretaget i 2009.

I alt 8.000 tilfældigt udvalgte borgere fra 15 til 80 år får tilsendt et spørgeskema i deres eBoks i starten af april. Alle børn i kommunens folkeskoler fra 4. – 9. klasse udfylder et særligt skema til børn i løbet af april.

Resultaterne af undersøgelsen forventes at være klar i slutningen af juni 2018.

Fra 2009-undersøgelsen
86 % af børnene og 69 % af de voksne dyrkede motion regelmæssigt.
Det mest populære hos børn var: fodbold, løb, gymnastik, badminton og svømning.
Hos voksne var det vandreture, løb, styrketræning/fitness og gymnastik.

De mest populære kultur- og fritidsaktiviteter blandt børnene var: bibliotek, biograf, musik-, kultur- eller billedskole samt tilskuer til sportsarrangementer.
Hos de voksne var det også bibliotek og biograf, der var topscorerne, efterfulgt af kunstudstilling og sportsarrangementer.

67 % af de voksne og hele 88 % af børnene havde været i BonBonland.
58 % af de voksne og 28 % af børnene var på museum mindst 1 gang om året, og næsten lige mange børn (2,4 %) og voksne (2,7%) havde været på Nisseringen som betalende tilskuer.
For 60 % var det af stor betydning, at der var velholdt og rent, hvor man dyrkede idræt og motion.
Kun 20 % syntes. det havde stor betydning, at der var et højt serviceniveau, og 4 % fandt det meget vigtigt, at der var et godt cafeteria eller lignende.