Kultur- og Demokratiudvalget i Næstved Kommune har fundet midler til at oprette Talentskolens femte linje i kommunens budget 2018. Så nu får Talentskolen en egentlig skuespillinje og en egentlig musicallinje i stedet for en samlet scenekunstlinje. 

Det skriver Næstved Kommune til Dit Næstved.

Ambitionerne bliver hævet for scenetalenterne på Talentskolen i Næstved. Pr. 1. januar 2018 er scenekunstlinjen blevet delt i to, så der nu er en skuespillinje og en musicallinje.

Indtil nu har elever, der gerne vil være skuespillere på film og teatre gået sammen med musicalperformerne, og det er ikke optimalt for at opnå det høje niveau og den individuelle udvikling, som Talentskolen gerne vil stå for.

Scenekunstlinjen er derfor blevet delt op, så både skuespiltalenter og musicaltalenter får det bedst mulige grundlag for at udvikle deres færdigheder, og så eleverne bliver endnu bedre klædt på til at søge optagelse på skuespilskolerne og musicalakademiet.

Fra Talentskolens opsætning af musicalen RENT i 2016. Foto: Næstved Kommune.

Med den nye linje vil musicaltalenterne nu få mere færdighedstræning i form af drama, dans og sang, mens skuespileleverne skal prøve sig selv af både i det fine filmskuespil, og i det største fysiske teaterudtryk.

“Der er enormt høje krav til ansøgerne på både skuespilskolerne og musicalakademiet, så det er vigtigt, at vi forbereder vores unge meget grundigt, hvis vi gerne vil lykkedes med at sende dem videre til en levevej på scenen. Vi bliver simpelthen nødt til at sætte de to linjer i et andet gear,” fortæller talentskoleleder Kathrine Olldag.

Hun bliver bakket på af Kristian Studsgaard, som er afdelingsleder for begge linjer.

“Med to linjer får de elever, der vælger skuespil eller musical en unik chance for at forberede sig optimalt til en optagelsesprøve på de videregående scenekunstneriske uddannelser her hjemme eller i udlandet.

Med en øget interesse for musical og en stigning på 50% for tilgangen til optagelsesprøven på musicalakademiet på et år, er der skarp konkurrence om pladserne. Og med 800 ansøgere til 24 pladser på skuespiluddannelsen, er det virkeligt vigtigt at kunne gå erfaren og velforberedt til optagelsesprøven,” lyder det fra afdelingslederen.

Et mål er nået
Dengang for snart otte år siden, da de første tanker om Talentskolen blev tænkt, satte kommunalpolitikerne i det daværende kulturudvalg det mål, at skolen skulle have fem linjer. Det er derfor en meget tilfreds Linda Frederiksen, der som udvalgsformand har været med til at realisere Talentskolen.

“I 2018 når vi målet, vi satte os dengang. Vi får fem linjer på Talentskolen og gør det samtidig endnu mere relevant for unge talenter at vælge skolen. Det er skønt, at så mange søger ind, og det er endnu bedre, at mange af de unge vælger at flytte til vores kommune netop af den grund.

Jeg ved, at særligt vores scenekunstneriske tilbud trækker tilflyttere hertil, og med gymnasiet og Bolig Næstved som medspillere, er der virkelig god mulighed for at give de unge en god pakkeløsning,” siger Linda Frederiksen, formand i Kultur og Demokratiudvalget.

Drømmer om mere
Med etableringen af Ny Holmegaard har der formet sig en fælles drøm om en sjette linje, som skal ske ved at skille den nuværende linje for kunst/design ad i to linjer: billedkunst og design.

“Designprocesser er anderledes end de processer, man arbejder med som billedkunstner, og ligesom på scenekunstlinjen, så er der behov for fordybelse og fagligt fokus for både kunst- og designtalenter. Med dansk designs historie og status undrer det mig, at der i hele landet ikke er en eneste designlinje på talentprogrammerne, mens der nationalt er tretten billedkunstlinjer. Med Ny Holmegaard er der momentum for at være de første i landet med en designlinje,” lyder det fra talentskoleleder, Kathrine Olldag.

Fakta
– Som elev på Talentskolens linjer har man undervisning 10 timer om ugen i Næstved i 36 uger om året – i 3 år.
– Alle undervisere er professionelle scenekunstnere, billedkunstnere, performere, designere osv.
– Talentskolen er finansieret af Næstved Kommune og af en lille deltagerbetaling. Talentskolen har nu fem linjer: Forfatter, kunst/design, skuespil, musical og film.