Der er våde julegaver på vej til klimasøerne ved Ellebækken og Stenskovsvandløbet i form af nye sprælske tilflyttere. 

Foto: Næstved Kommune.

Det skriver Næstved Kommune til Dit Næstved.

Tilflytterne er 400 aborrer, som udsættes i hver af de to klimasøer. Aborrerne bliver everet af Produktionshøjskolen i Ringsted, og de skal være med til at sikre en sund fiskebestand i de nygravede søer.

En sund bestand af aborrer vil betyde, at der om to-tre år kan bedrives et spændende og familievenligt lystfiskeri efter denne glubske rovfisk, som er eftertragtet blandt lystfiskere og en delikatesse på middagsbordet.

Udsætningen sker over to dage.

Tirsdag den 19. december kl. 11.15 vil 45 elever fra Verdensklassen på Sjølundsskolen, sammen med Helle Jessen, næstformand i Teknisk Udvalg, sende de første fisk afsted til klimasøen ved Ellebækken, som ligger ved den nordlige del af Ring Øst.

Forinden vil eleverne fra Verdensklassen blive undervist i aborrens biologi og livet i søer af biologer fra Center for Plan og Miljø og Næstved Kommunes naturvejleder.

Næste dag, onsdag den 20. december, er det 35 elever fra 7. og 8. klasse på Tybjerg Privatskole, som efter fiske- og søundervisning i klassen skal være med til at sætte fisk ud i klimasøen ved Stenskovsvandløbet, som ligger lige syd for Stenskoven.

Tiltaget er et led i Næstved Kommunes engagement i Fishing Zealand, som bl.a. arbejder for bæredygtig lystfiskerturisme og flere børn og unge, der får kendskab til vandets dyr og planter og lyst til at fiske.