Med over 100 arrangementer bliver der gang i Næstveds gader og stræder, når Kulturnat ’17 løber af stablen fredag den 6. oktober. Som noget helt nyt kan man i år få programmet direkte på mobilen. 

I år kan du få programmet for Kulturnat ’17 diekte på din mobil.

Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.

Hvad enten man er til upcoming musik, spektakulære kemiforsøg, smagsprøver fra alverdens lande eller moderne kunst bliver man med garanti ikke skuffet, når man bevæger sig rundt i Næstved på fredag den 6. oktober kl. 16-23.

De over 100 oplevelser er fordelt fra Næstved City og Grønnegades Kaserne Kulturcenter til Kasernen, Herlufsholm og Rønnebæksholm, og der er noget for alle aldre.

For første gang nogensinde kan man få det mangfoldige program direkte på sin mobil. Man skal blot sende en SMS med teksten NK KULTURNAT til 1999.

Man kan også se programmet på computeren ved at klikke sig ind på www.mærknæstved.dk. Er man mere til en god, gammeldags trykt udgave, findes den også – den kan blandt andet hentes på Næstved Bibliotek og på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Starter tidligere i år

Det mobile program er ikke det eneste nye i år. Af hensyn til de yngste næstvedere starter programmet allerede kl. 16, så de små poder både kan mærke kulturen og samtidig passe deres sengetid.

For børnene er der blandt andet ponyridning, hestevognstur, hoppeborg, højtlæsning, ansigtsmaling og skattejagt. Man kan også lave sin egen krone eller skjold – ja, man kan sågar bygge en tidsmaskine af skrot, skrald og ledninger.

Oplevelserne står i kø
Der er rig mulighed for livemusik i alle afskygninger. Oplev blandt andre Næstveds nyeste musiknavn, Freija, som på sommerens Grøn Koncert optrådte sammen med Mads Langer.

På de unges scene i JB10 fylder elever fra Næstved Musikskole og Næstved Ungdomsskole rummet med levende musik. På biblioteket kan man lytte til en blanding af garvede musikere og helt nye bands.

Talentskolens filmlinje viser sine seneste produktioner i det nye filmhus, Jernbanegade 12, som indvies samme aften. Man kan også tage på guidet tur med Næstved Kunstby og få historien bag et udvalg af de smukke gavlmalerier.

På Grønnegades Kaserne Kulturcenter kan man prøve kræfter med “fuldemandsbriller”, opleve spektakulære kemiforsøg og forsøge at modulere et hus i BIM Centret.

Herlufsholm Skole og Rønnebæksholm inviterer begge til et kig ind i de historiske bygninger. Kasernen viser deres militære veterankøretøjer frem i et optog gennem byen, og i retten fortæller retspræsidenten om udviklingen gennem de seneste 10 år.