Når lyset bryder mørket – koncert og digtoplæsning

Søndag den 18. juni kl. 14.30 i Herskabsstalden på Rønnebæksholm får publikum en oplevelse med amerikansk islæt, når den dansk/amerikanske sanger og sangskriver Monica Jakobsen afholder koncert med digte skrevet af digter Emory Lou Thomsen, som er født i USA

Koncertens hovedtema tager udgangspunkt i digte af den amerikanske digter Emory Lou Thomsen (f. 1920), der har levet i Danmark i 53 år. Monica har skrevet sange til Emory Thomsens digte, og ind imellem hendes performance på sang og klaver vil Emory læse højt for os med sin livfulde 96-årige stemme.

Emory blev født i Atlanta, Georgia 1921 i et raceadskilt USA. Hendes liv bød fra begyndelsen på store udfordringer og tabet af sin mor som 4-årig lukkede op for en digterisk nerve, en trang til at drøfte og forstå livet i alle dets processer: fødsel, liv, død og sjælelig genopstandelse.

Det var kærligheden til en dansk mand, der bragte Emory til København for 53 år siden. Eventyret fortsatte så snart fra København til Bækkeskov på Sydsjælland, hvor hun levede i 40 år. Da hun mistede sin mand for 15 år siden, flyttede Emory til Præstø, hvor hun genopstod i ny form og fik et hav af nye venner og bekendte. Hun er en skattet og elsket ven af mange på egnen.

Monica Jakobsen voksede op i Tappernøje i et nabohus til Emory. Monica skrev i sine tidlige år digte og sange og således udviklede et særligt venskab sig mellem Emory og Monica: et filosofisk rum, hvor de store spørgsmål blev stillet: hvorfor er vi her? Hvad skal vi lære af livet? Monica Jakobsen er i dag uddannet Cand. Mag. i Musikvidenskab og har i en årrække optrådt som sanger og musiker i Spanien, Portugal og Danmark.

Den musikalske stil i Monicas sange vil denne Søndag rumme alt det amerikanske: folk, country, jazz og popballade. Vel mødt til en eftermiddag med livsvisdom, tro og glæde! Herudover vil der være et par fællessange, der forbinder sig til den lyse sommer og til Rønnebæksholm.

Entré 75 kr, billetter kan købes på sj-billetten.dk

Dørene åbnes kl. 14, der vil være cafésalg i pausen.

Billetten giver samme dag adgang til kunstudstillingen i hovedbygningen, som har åbent 12-17