Ekstra point til de klogeste

Den anden musikquiz i Kurts Quizklub nærmer sig, og de første hold har tilmeldt sig quizzen, der denne gang byder på bonuspoint!

Den første ”klubaften” i Næstveds hyggeligste og klogeste klub, var så vellykket at holdet bag gentager succesen. Den 29. marts åbner musikjournalisten og tidligere radiovært på P4, Kurt Baagø, endnu en gang op til Kurts Quizklub i foyeren til Ny Ridehus. Sammen med Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Lars Ovesen fra Næstved Bibliotek, der fungerer som musikalsk quiz-jockey, sætter Kurt sig til rette i med nye skarpe og sjove spørgsmål om musik fra 1950’erne og helt frem til i dag.

Ekstra point til de spørgelystne
Hvis man ved nok om musik, til at man også har lyst til at deltage i en quiz herom, kan lysten til at selv at stille spørgsmålene være stor. Det imødekommes den 29. marts når alle hold selv får lov til at stille ét spørgsmål, der kan udløse et eftertragtet bonuspoint. Måden hvorpå det enlige bonuspoint fremkaldes holder quizzens bagmænd dog stadig tæt ind til kroppen. Ligesom hovedpræmien også er hemmelig.

Har du lysten og modet til at blive udfordret på din musikviden? Så find dine kloge venner og veninder, og tilmeld jer med et opfindsomt holdnavn på mailadressen: kulturcenteret@naestved.dk. Der er plads til fire personer pr. hold, og der er mulighed for holddannelser på dagen for de holdløse.

Quizzen starter den 29. marts kl. 19.00, og indskrivningen i baren starter kl. 18.30.