Gakket humor i Gl. Ridehus

Der udstedes lattergaranti for hele familien, når Næstved Teater søndag d. 5. februar 2017 kl. 11 præsenterer forestillingen Rickshaw i Gl. Ridehus på Grønnegade Kasernes Kulturcenter.

To skuespillere i rollen som henholdsvis antitidstyranisk rickshawchauffør og imperialistisk selvfed brite folder sig ud i slapsticks og falden på halen tricks.

Rickshaw stiller samtidig på galgenhumoristisk vis skarpt på, hvem der egentlig udnytter hvem. Den indiske kuli med tilpas eksotisk slavementalitet og kontant afpresning skal nemlig nok sørge for, at taxacyklen med hindupop, røgelsespinde, kaleche og flade dæk ikke rører sig ud af flækken før rollerne bliver vendt om.

Cykelolie, velsmurt humor og gakkede gangarter går hånd i hånd i en særdeles morsom forestilling med en stærkt John Cleese inspireret karakterrolle.

Det er Næstveds nye egnsteater Dansk Rakkerpak, der giver den fuld pedal i Rickshaw, som henvender sig til alle mellem 5 og 99 år.

Forestillingen er med efterfølgende brunch. Billetter inkl. brunch koster 100 kr. og kan bestilles på www.naestvedteater.dk

 

www.naestvedteater.dk