Fest og farver lørdag den 25. juni i Næstved midtby

Næstved får en på opleveren lørdag den 25. juni. For første gang lægger byen gader til en maskefestival. I midtbyen vil man kunne opleve fantastiske gigant figurer, både borgere og proffe aktører bag masker og i kostumer. En magisk oplevelse for alle aldre.

tucan-hebdenbridge[1]I disse dage svedes der i Børnekulturhuset i Jernbanegade 12 G i Næstved, hvor de første workshops netop er holdt. Her kan alle komme og lave sit eget maske-parade-kostume til paraden på selve dagen. Og de første er allerede lavet. Der er en lang række dage at vælge i mellem, og det er kun nødvendigt at komme et par gange, da det er så nemt så nemt.

Masken og kostumet er lavet udfra enkle skabeloner i bølgepap og genbrugsstof. Det tager kun to til fire timer afhængig af, hvor meget man vil gøre ud af sit kostume.

Paradens tema er natur, og hvad der findes af væsener der. Og for at skabe en smuk visuel helhed er det paradens udtryk fastlagt på forhånd.

I paradeværkstedet er maskemager Susan Albertsen og maskeartist og klovn Alice Barte, de kyndige instruktører og hjælpere i skabelsen af parade-kostumet.

IMG_9016[1]

Paraden bevæger sig gennem byen på en 1,4 km lang strækning i den indre by, og alle kan deltage.Barnevogne, klapvogne, kørestole, rollatorer og andet kan sagtens dekoreres og blive en festlig del af paraden.

Ideen til denne maskeparade er hentet i den lille engelske by Hebden Bridge, hvor en lignende parade finder sted hvert år. Susan Albertsen og Alice Barte har i 2014 begge været medhjælpende kunstnere på denne parade.

Maskeparaden består også af en lang række giganter, der er bygget af Susan Albertsen og Alice Barte. Man vil for eksempel kunne opleve en hund, en ørkenrotte samt hr. og fr. gartner.

Men det er ikke det hele. Paraden ledes nemlig af to ridende politibetjente fra Dansk Rakkerpak. Dansk Rakkerpak er netop udpeget som Næstveds nye egnsteater. De baner vej for Talent1´ Dronningedukke og for Avantgarden, Næssi og resten af paraden. Den bevæger sig fra Grønnegades Kaserne Kulturcenter mod Skt. Mortens Kirke, derefter ned gennem Torvestræde, hvor Axeltorv gæstes to gange efter en afstikker til Hjultorvet. Derefter gennem Kirkestræde, Vinhusgade, Kindhestegade, Ringstedgade og tilbage til udgangspunktet.

IMG_9073[1]Før og efter paraden kan byens gæster opleve to engelske maskegrupper samt en dansk maskegruppe på stylter. De optræder rundt omkring i byen fra cirka kl. 10.00. Du ved hvor de er når du ser dem. I de timer bliver der mulighed at opleve to nuttede ænder, enhjørning på stylter og engelske jordmødre.

Ideen til denne første maskefestival i Næstved er undfanget af Susan Albertsen og gemalen Helge Jørgensen. De to organiserede i 2009 en stor international maskefestival på Ærø. Det var den første festival i Danmark udelukkende med fokus på maskekunst. Her optrådte 90 kunstnere fra store dele af verden.

Da Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved Kulturforening og Børnekultur i Næstved hørte om det, sagde de alle: “sådan en skal vi have i Næstved”, således blev det!

Den første maskefestival i Næstved bliver en lille forsmag på, hvad der venter byen næste år. Her planlægges en endnu større maskefestival over flere dage.

Der kan læses meget mere om festivalen her:

http://maskefestival.dk

Facebook:
http://facebook.com/maskefestival.dk
Instagram:
http://instagram.com/maskefestival

Om Susan Albertsen:
http://maskelandet.dk

Om Alice Barte:
http://www.clownenbaiba.se/

Om Helge Jørgensen
http://helgejorgensen.dk

Øvrige links:
http://www.kultur4700.dk/
http://naessi.dk/
http://gkkultur.dk

 

flyer-forside-web[1]