Næstved Teater præsenterer den anmelderroste forestilling “Helt enkelt kompliceret” med Henning Jensen og Det kgl. teater. Det sker tirsdag den 20. oktober kl. 20.00 i Ny Ridehus, Næstved.

Foto: Miklos Szabo
Foto: Miklos Szabo

Helt enkelt kompliceret havde premiere på Lille Scene i Skuespilhuset i København i foråret 2013 og spillede for fulde huse. Anmelderne var begejstrede, og Henning Jensen fik en af sin karrieres største succeser i rollen som den gamle skuespiller, der lever alene i sin lejlighed – i evig kamp mod de indtrængende mus bag stuens fodlister, og med hovedet fuldt af minder. Forestillingen kom op igen året efter og blev også spillet på Aarhus Festuge, og den var en af grundene til, at Henning Jensen modtog Årets Hæderspris ved uddelingen af Reumert-priserne i 2014.

Den 82-årige mand lever med sine daglige rutiner. Han fører en kamp mod musene, der begyndte at dukke op efter konens død for 20 år siden, og han henter som altid natpotten under sengen og trisser ud og tømmer den. Han mindes sit liv, barndommen og ægteskabet – og ikke mindst karrieren som skuespiller. Der er både selvbevidsthed og blidhed i hans erindringsbrokker, men også toner af skyld og foragt. Nutiden interesserer ham tilsyneladende ikke. Væggene i lejligheden trænger nok til maling, mener han, for der er sikkert revner, men dem er han alligevel ikke længere i stand til at se. Minderne synes at fylde alt. Men han holder øje med hoveddøren, og pludselig banker det på. Det er den niårige pige Katharina, der bringer ham en kande mælk en dag om ugen. Hun er hans eneste forbindelse til den verden, der findes lige uden for vinduerne.

Den østrigske forfatter Thomas Bernhard (1931-89) skrev Helt enkelt kompliceret til en af Tysklands største skuespillere i sidste århundrede, Bernhard Minetti. Det var Henning Jensens egen ide at sætte stykket på repertoiret på Det Kongelige Teater.

Rune David Grue står for instruktionen.

Ledige billetter på www.naestvedteater.dk