Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2015-09-07 til 2015-09-15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

SPRITBILISTER
Lørdag klokken 1.25 blev en lille knallert standset af politiet, da den kørte på Nyvej i Skælskør. Føreren af knallerten virkede spirituspåvirket, hvilket en alkotest også viste. Den 39-årige knallertkører, som er fra Sandved, blev herefter anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Lørdag klokken 4 standsede politiet en 25-årig mand fra Næstved på Sandvedvej i Fuglebjerg. En alkometertest viste, at den 25-årige havde en promille, der var en del højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Politiet fik søndag klokken 17.13 en anmeldelse fra en anden trafikant om, at en bilist, der var i Netto på Landevejen i Holme-Olstrup, kørte noget slingrende. Politiet standsede kort efter bilisten. Det var en 40-årig mand fra Holme-Olstrup, og grunden til, at han kørte usikkert, var formentlig, at han havde en promille, der var en hel del højere end det tilladte. Den 40-årige blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

HÆNDELSER

FUGLEBJERG: 16-årig lå på vejen – blev anholdt
En politipatrulje, der natten til søndag kørte gennem Fuglebjerg, så klokken 0.22, at der lå en person på gaden på Korsørvej, og at der stod nogle andre omkring ham. Den liggende – der var en 16-årig dreng fra lokalområdet – var fuld, og da han blev hjulpet på benene, havde han svært ved at holde balancen. Den flaske vodka, han havde i hånden, hjalp heller ikke på situationen. Imidlertid ville den 16-årige ikke rette sig efter betjentenes anvisning og ville ikke forlade stedet. Derfor blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og han blev taget med til politistationen i Næstved. Han blev løsladt igen søndag morgen klokken 9.40, og de sociale myndigheder er underretten om sagen.

HERLUFMAGLE: Bil drejede ind foran motorcykel
Onsdag klokken 16.30 kørte en 36-årig kvinde fra Tybjerglille Bakker ad Suså Landevej i nordlig retning ved Herlufmagle. Fra Suså Landevej skulle kvinden dreje til venstre ned ad Ravnstrupvej, men desværre overså hun en motorcykel, som kom imod hende i sydlig retning, og hun drejede lige ind foran motorcyklisten, som ikke kunne undgå at ramme bilen frontalt i højre forskærm. Der skete betydelig materiel skade på køretøjerne, og både motorcyklisten – en 57-årig mand fra Næstved – og kvinden blev begge kørt til sygehuset i Slagelse.

HERLUFMAGLE: Utilfreds med politiet
En 24-årig mand fra Sandved blev lørdag klokken 22.19 anholdt. Det skete på Buen i Skelby, hvor et vidne havde anmeldt til politiet, at den 24-årige smed rundt med sine ting og sparkede til sin motorcykel. Den 24-årige var noget utilfreds med, at politiet kom til stedet og benyttede lejligheden til at råbe efter betjentene og skælde dem ud. Den 24-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for at få ro på stedet, blev han taget med til politistationen i Næstved, hvor han sov rusen ud, indtil han blev løsladt igen søndag klokken 8.50.

NÆSTVED: Fik forbud mod at komme på Cheers
En 29-årig mand fra Næstved må fremover finde et andet sted end Cheers i Ramsherred i Næstved at slukke tørsten. Det skyldes, at han lørdag klokken 3.49 blev anholdt ved værtshuset efter at have været provokerende over for gæster og dørmænd på stedet. Den 29-årige blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, og på den baggrund fik han forbud mod at komme på stedet i fremtiden.

NÆSTVED: Kvinde lagde varer i klapvogn i Netto
Onsdag klokken 9.07 tilbageholdt personalet i Netto på Toldbodgade i Næstved en yngre kvinde med et mindre barn i klapvogn. Kvinden havde lagt varer for 492 kr. i en pose under sædet på klapvognen. Kvinden oplyste falsk navn til personalet; men en tilkaldt patrulje fik oplyst hendes rigtige navn. Det viste sig at være en 35-årig kvinde fra Næstved, som nu er sigtet for butikstyveri.

NÆSTVED: Tog amfetamin på værtshus
Politiet blev lørdag klokken 0.14 tilkaldt til værtshuset Dansebaren i Ramsherred i Næstved, hvor personalet havde set to mænd tage amfetamin. Den ene – en 23-årig mand fra Næstved – havde en pose med 0,26 gram amfetamin på sig, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han fik samtidig et forbud efter restaurationslovens bestemmelser mod at komme på stedet fremover.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Holme-Olstrup Løgvej Hus Lørdag kl. 17 – 23.15 Smykker
Holme-Olstrup Løgvej Hus Søndag kl. 0.18 Vides ikke
Holme-Olstrup Løgvej Hus Lørdag kl. 9 – søndag kl. 8 Smykker og kontanter
Holme-Olstrup Olstrupvej Hus Fredag kl. 16.30 – søndag kl. 15.55 Smykker
Holme-Olstrup Stationsvej Hus Lørdag kl. 20 – Søndag kl. 19 Intet
Mogenstrup Brinken Hus Lørdag kl. 12.30 – søndag kl. 0.20 Våbenskab
Næstved Søndernæsvej Hus Fredag kl. 7.45 – 13.30 Lampe
Næstved Samsøvej Hus Torsdag klokken 5.30 – 12.15 “Koglen” lampe fra PH
Herlufmagle Ravnstrupvej Hus Mndag klokken 14 – tirsdag klokken 10 Ikke umiddelbart stjålet noget
Næstved Chr. Winthers Vej Hus I ugen op til tirsdag klokken 18 Ikke gjort op hvad der er stjålet

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Næstved Næstved by Fredag klokken 8 – 13 Fire blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon