Tirsdagens byrådsmøde var relativt kort. I alt tolv åbne punkter blev diskuteret på godt halvanden time. Nogle emner fyldte dog væsentligt mere end andre, blandt andet et forslag om at hæve skatten.

Ingen skattestigninger i Næstved
Det er ingen nyhed, at kongeriget – og Næstveds kommunekasse – fattes penge. Penge til drift, anlæg og service, og at det er politikernes opgave at sørge for, at velfærden holder et vist niveau på trods af et underskud.

Det Radikale Venstre havde lagt et forslag på bordet om, at byrådet skulle søge staten om at få andel i Økonomi – og indenrigsministeriets skattepulje for 2016. Partiet ønsker at hæve skatten med 0,4 procent i Næstved Kommune. Baggrunden for partiets forslag er, at der er ubalance i budgetterne på mange af de store driftsområder, herunder skole, handicap, ældre og sundhed.

Skattestigningen ville give et provenu på 46, 5 mio. kr. og koste en gennemsnitlig borger 100 kr. om måneden.

Adskillige politikere på begge fløje havde indvendinger mod forslaget. Flere byrådsmedlemmer mente, at skattestigningen ville ramme socialt skævt og altså ramme folk med færrest penge på lommen.

Kun Enhedslisten kunne støtte forslaget om at hæve skatten. Partiet ønskede faktisk en yderligere stigning, nemlig en forhøjelse på en procent. Men da ingen af de andre partier stemte for hverken det ene eller det andet forslag, afviste byrådet at hæve skatten i Næstved Kommune.

Regnskabets time
Det er obligatorisk for kommunen at lave et halvårsregnskab. Dette regnskab skal indberettes til Økonomi – og indenrigsministeriet. Men først skal byrådet godkende den såkaldte budgetkontrol, hvilket politikerne gjorde på aftenens byrådsmøde.

Kort fortalt viser budgetkontrollen, at der samlet set forventes en mindreudgift i forhold til bevillingerne på 70 mio. kr. Det dækker over en merudgift på drift og en stor mindreudgift på anlæg og finansiering.

Merudgiften på driften er på områderne Psykiatri, Handicappede, Børn og Unge, Sundhed (aktivitetsbestemt medfinansiering) samt Arbejdsmarked.

Men ikke alle udvalgsområder har underskud. Således viser budgetkontrollen et overskud på områderne Undervisning, Natur & Vand, Trafik & Miljø og på Økonomiudvalgets område.

Byrådet afholder budgetseminar torsdag den 27. august, og kommunens budget for 2016 skal endeligt vedtages den 5. oktober.

Miljø versus økonomi
Hvad vejer tungest på den politiske vægtskål, hensynet til miljøet eller til kommunens økonomi? Det var kernen i diskussionen, der bølgede gennem byrådssalen, da politikerne skulle behandle et forslag til et supplerende høringssvar til den såkaldte vandområdeplan 2015 -2021.

Baggrunden for dette punkt er, at man ifølge vandområdeplanen skal reducere udledningen af kvælstof i naturen væsentligt.

Næstved Kommune modtog et brev fra interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer den 28. maj i år, idet organisationen mener, at dette krav belaster landbruget.

Spørgsmålet på byrådsmødet var, hvorvidt Næstved Kommune skulle sende et supplerende høringssvar omkring dette aspekt til vandområdeplanen.

Byrådet diskuterede emnet i længere tid, og da det blev tid til at stemme, var det kun Venstre og Det Konservative Folkeparti, som stemte for et supplerende høringssvar, og derfor blev det ikke vedtaget.

Husk at byrådsmøderne er offentlige, og at du er velkommen i byrådssalen eller kan følge byrådsmøderne live på kommunens hjemmeside www.naestved.dk Næste møde er den 15. september 2015 kl. 18.30.