Efterårets udstilling ‘Abstrakte Kvinder’ på Rønnebæksholm er af to helt unikke kvinder i den danske kunstverden. Else Alfelt og Marianne Grønnow har forskellige udgangspunkter for deres kunst, men er dog fælles om måden, hvorpå de griber abstraktionen i kunsten an.
Dette fællesskab har resulteret i udstillingen ‘Abstrakte Kvinder’.

Skærmbillede 2015-07-03 kl. 15.16.23

Else Alfelt (1910 – 1974) var et aktivt medlem af den progressive kunstbevægelse ‘Cobra’, men adskilte sig dog markant fra de øvrige medlemmer af bevægelsen via hendes malerstil. Hendes værker er ikke samfundsdebatterende, som det sås hos Cobramalerne, men de var kraftfulde på en anden måde. Hendes værker skildrer adskillige naturelementer, der dog ikke fungerer som repræsentanter for noget konkret indhold.

Den samme ubestemmelighed er også til stede i værkerne af Marianne Grønnow (f. 1962). Hun har ligeledes arbejdet med fortolkninger af naturelemter, men skaber billeder af den kulturgjorte natur fremfor en præcis gengivelse af naturen. Derved adskiller Marianne Grønnow sig også fra den gængse malerbevægelse i sin tid – ligesom Else Alfelt gjorde i sin tid.

Naturen spiller altså en rolle for begge kunstnere og de adskiller sig begge fra de klasisske landskabs- og naturskildringer. For begge kvinder er abstraktionen i naturen fokus, og de lægger vægt på det åndelige og sanselige fremfor den konkrete natur.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Carl Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning og vil være at finde på Rønnebæksholm fra d. 13. september til d. 13. december 2015.