Skærmbillede 2015-06-18 kl. 22.45.35
Projekterne bliver udstillet i “det grønne rum” i Kraftcentralen. Her bliver de 2 x 1,20 meter store plancher hængt op i den gamle kran, der stadig står i rummet.

Et helt hold af Danmarks dygtigste arkitektstuderende har i de forløbne måneder arbejdet intensivt på et projekt om Maglemølle. De er alle kommet med deres bud på, hvordan Maglemølle kan udvikles. Og nu bliver det hele udstillet – på Maglemølle, naturligvis.

Torsdag den 25. juni klokken 10.00 er der fernisering på en helt særlig udstilling i Kraftcentralen på Maglemølle. 37 af Danmarks dygtigste studerende fra Arkitektskolen i København har nemlig haft til opgave at komme med deres bud på, hvordan man kan udvikle området ved Maglemølle.

Aftalen med de arkitektstuderende kom i stand, efter at leder af programmet Bosætning, Økologi og Tektonisk Læring, Frans Drewniak, hørte et oplæg om Næstved Kommunes projekt Ressource City. Projektet, der har den ambition at samle en klynge af virksomheder, der arbejder med genanvendelse og bæredygtighed på Maglemølle.

Arkitektskolen inviterede Sara Vergo, projektleder på Resssource City, til at fortælle om de muligheder der ligger i at anvende den nyeste teknologi på brugte materialer og samle udviklingen i et unikt arkitektonisk industriområde som Maglemølle er. Og det gav dem inspiration til at gå i gang med et helt projekt om Maglemølle.

En kæmpestor mundfuld
Alle de 37 studerende i programmet blev kastet ud i udfordringen, og det var ifølge Frans Drewniak en kæmpestor mundfuld for dem.

– Det er jo ikke et område, hvor der ligger en decideret masterplan, og der er mange ting, som de studerende skulle forholde sig til og tage hensyn til – alt fra terrorsikring af havnen, byens struktur og infrastruktur. Men det har også været en meget, meget spændende opgave, lyder det fra Frans Drewniak, som også vil være til stede ved ferniseringen.

– Jeg har selv arbejdet med miljø og bæredygtigt byggeri i mange år, og vi har nogle af de dygtigste studerende her. Der er kommet nogle fantastiske projekter ud af det, og det bliver en rigtig, rigtig flot udstilling, siger han.

Godt med friske øjne
Projektleder Sara Vergo har fulgt arkitektprojektet tæt, og hun er spændt på at se det færdige resultat, når det er hængt op i Kraftcentralen.

– Det har været en stor fornøjelse og meget inspirerende at følge de studerendes arbejde med Maglemølle. De har givet os helt friske øjne på området og ikke mindst på Næstveds potentialer. Mange har også tænkt muligheder for nye arbejdspladser, bygningernes muligheder og det fantastiske kulturmiljø på Maglemølle ind i deres projekter. Jeg glæder mig rigtig meget til at høre dem præsentere projekterne, og jeg håber, at mange borgere vil komme til udstillingen, lade sig inspirere af projekterne og møde de entusiastiske studerende, lyder det fra Sara Vergo.

Der er fernisering på udstillingen på torsdag den 25. juni klokken 10.00, hvor alle er velkomne. Udstillingen er desuden åben den 25. juni frem til kl. 17.00 og mandag den 29. juni kl. 13.00-17.00. Der er gratis adgang.

De studerende vil være til stede til ferniseringen, hvor man vil have mulighed for at tale med dem om deres projekter.