eviggladDen 30. maj inviterer Børnehuset Evigglad alle, der er interesserede i leg og læring, indenfor. Her vil der være sjov og spas for børnene og oplæg om institutionens arbejde for de voksne.

Børnehuset Evigglad i Lov har som noget nyt valgt at holde åbent hus – ikke kun for kommende børn og forældre, men for alle, der gerne vil se og opleve institutionen og dens værdier indefra.

– Vi er meget stolte af det store stykke arbejde, som foregår i dette dagtilbud, og vi synes, at den megen debat om for få hænder, for lidt ressourcer og kapacitetstilpasninger fylder og overskygger alt det gode, som vi gør for vores børn og familier hver eneste dag. Derfor vil vi i Evigglad gerne byde alle familier indenfor til en spændende og inspirerende dag i det pædagogiske i børneunivers, hvor vi vil fortælle om og vise den læring og udvikling, som foregår hver eneste dag i vores dejlige dagtilbud, fortæller Pia Fokdal, som er daglig leder i Børnehuset Evigglad.

30. maj er derfor dagen, hvor børnene kan komme og prøve nogle af de læringsrum, som pædagogerne i Evigglad fylder hverdagen med, og hvor forældre, bedsteforældre, politikere, samarbejdspartnere og andre interesserede kan kigge med bag kulisserne og opleve de pædagogiske redskaber, teknikker, og refleksioner, som de gør brug af i Evigglad.

Lidt for de voksne og en del for børnene
For de voksne vil der på dagen være fremlæggelse af dokumentation om læreplaner – herunder særligt sprogarbejdet og arbejdet med de gode børnefællesskaber, kompetencehjul – med særlig vægt på hvordan dette kan bruge til det gode og professionelle forældresamarbejde, viden om at arbejde i små børnegrupper og meget mere.

For børnene vil der blandt andet være et kreativt værksted – med brug af genbrugsmaterialer. Det motoriske rum vil være åbent, hvor kroppen kommer i aktion, og motorikken bliver trænet. Derudover vil der være udeleg på legepladsen med en voksen, sanselege i sandkassen, konstruktionsleg, sang og rytmik og meget mere.

Det er den lørdag den 30. maj, at der er åbent hus i Børnehuset Evigglad på Lovvænget 3 i Lov fra kl. 10.00 – 13.00.

Der vil blive serveret kaffe, the, saftevand og kage, og skulle man få lyst, er man velkommen til at medbringe en madpakke som kan nydes på legepladsen. Der er ingen tilmelding til arrangementet.