Huerne kom på hovederne, smilene var brede, og solen bagte fra en skyfri himmel, da 181 studenter fra HHX i Næstved blev dimitteret. Med temperaturer blandt sommerens allerhøjeste ventede en festlig studenterkørsel umiddelbart efter dimissionen.
Blandt årets studenter var tvillingerne Ditte Sønderup og Signe Sønderup, som har fulgtes ad gennem hele deres skoleliv. Fra folkeskolen til de tre gymnasieår på HHX hos ZBC.
– Det er megafedt. Vi har været igennem gymnasiet sammen og har kunnet dele alle oplevelserne. Det betyder virkelig meget, at vi også kan dele den her dag sammen, fortæller Ditte Sønderup.
De to søstre har ikke bare gået på samme gymnasium, men også været klassekammerater siden folkeskolen.
– Vi har fulgt hinanden gennem hele livet. Det er virkelig dejligt, siger Signe Sønderup.
Elitesport og studenterhue går hånd i hånd
For tvillingerne markerer studentereksamen ikke kun afslutningen på tre år på HHX, men også begyndelsen på et nyt kapitel. Efter sommeren flytter de til Ballerup for at satse på fodbolden, samtidig med at de tager et sabbatår.
– Vi skal flytte til Ballerup og spille fodbold, og så skal vi have sabbatår og tjene en masse penge, fortæller de smilende.
De spiller i kvindernes B-liga, den næstbedste række i Danmark, og har gennem hele handelsgymnasiet formået at kombinere elitesport med skolegangen.
– Vi har haft mulighed for at blive Team Danmark-elever, men vi ville gerne gennemføre gymnasiet på tre år. Så vi har kørt fodbolden ved siden af hele vejen, fortæller både Signe og Ditte.
Tvillingerne er beviset på, at det er muligt at kombinere en ambitiøs elitesatsning med en gymnasial uddannelse.
Samtidig har de valgt at følges ad hele vejen fra folkeskolen til HHX, videre til fodbolden og nu også på studentervognen sammen med de andre HHX studenter.
Huer, jubel og rekordvarme
Til dimissionen lørdag morgen sad alle de 181 nyudklækkede studenter sammen med familie og venner i ZBC’s Foodhall, hvor der blev vinket, klappet og viftet flittigt med både programmer og studenterhuer i sommervarmen. Derfor var der næppe nogen, der klagede, da turen kort efter gik videre ud i den friske luft på studentervognene – efter at 181 studenterhuer var blevet kastet i luften. Årgang 2026 er nu dimitteret.
En festlig afslutning på en af sommerens varmeste dage.
Pressefoto




















