Brætspillene er kommet for at blive

Begejstringen for at spille brætspil på Grønnegades Kaserne Kulturcenter har tilsyneladende ingen ende. Efter to meget vellykkede Game Nights har kulturcentret og brætspilsentusiast Brian Rygaard arrangeret flere hyggelige aftener med brætspillene i centrum.

Til trods for godt sommervejr har de to første Game Nights været starten på noget nyt og vedholdende. ”Man må sige at vores to første arrangementer i hhv. juni og senest den 6. september har været ramt af godt vejr. Alligevel kom der mange brætspilsglade forbi” fortæller papskubberen og idemand Brian Rygaard, og uddyber; ”Nu starter den hyggelige og mørke tid snart, og vi er spændt på om det ikke lokker endnu flere til”.

Grønnegades Kaserne Kulturcenter er i hvert fald klar til at byde endnu flere indenfor, og har flyttet arrangementet til Musikstalden, hvor pladsen er endnu bedre. ”Vi kan jo mærke brætspillernes entusiasme, og inden vi siger farvel og tak for én Game Night kommer spørgsmålet jo straks; Hvornår gør I det igen? Nu er der så datoer på to nye aftener” beretter kulturcenterleder John Nørbjerg. ”Vi glæder os i hvert fald til at byde velkommen den 27. oktober og 13. december.

42e5b1_game_night_avis1

Friske messe-nyheder

Til Game Night #3 den 27. oktober er Brian Rygaard netop hjemvendt fra en verdens allerstørste brætspilsmesser i Essen i Tyskland. Herfra medbringer han alle de største nyheder der var uundværlige i hans i forvejen store samling. Glæd jer til at dykke ned i nye verdener, fulde af nye eventyr og historier.

Det er gratis at deltage i Game Nights på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Game Night # 3 den 27. oktober kl. 19.00 i Musikstalden.

Game Night # 4 den 13. december kl. 19.00 i Musikstalden.

Foto: Linette Bach
Foto: Linette Bach

 

Del på sociale medier